Emil fik at vide, at han ikke skulle noget meningsfuldt resten af sit liv, i dag er han far, musiker og hjælper psykisk syge unge med at overkomme problemer, som han selv har stået i, gennem sit arbejde som peer-medarbejder. Der kommer flere og flere personer som Emil ind og arbejde i psykiatrien, og efterspørgslen er voksende efter dem i kommunerne.
Tekst: Loui Pedersen
Foto: Loui Pederen
D. 19 December, 2023
”Jeg kom ind på sådan en afdeling, hvor alt bare var hvidt, og med sådan nogle mennesker, der bare gik rundt på gangene og så ud, som om de havde det virkelig dårligt. Så kom jeg ind på den der stue der, og så sad jeg der og tænkte sådan, ’Okay, hvorfor fanden er det nu, at jeg er her’.”
Emil, som i dag bor i Aarhus sammen med sin kæreste og deres søn, har været indlagt på både ung- og voksenpsykiatrisk afdeling. Første gang han blev indskrevet på voksenafdelingen, var han ikke klar over, hvilken effekt det skulle have på hans liv, og hvor lang tid han egentlig skulle være der:
”Det pudsige er, det tager jo 10 minutter at blive indskrevet, men det kan godt tage lang tid at blive udskrevet igen.”
Emil oplevede i sin tid i psykiatrien, at han ikke blev taget alvorligt, og at medarbejderne, som skulle behandle og hjælpe ham, ikke forstod ham. Udover de interne problemer, som han oplevede på afdelingen, skulle han også stå og se sine kammerater starte på uddannelser og i parforhold, samtidig med at han sad sammen med folk, som var trænet i at være psykiatriske patienter, folk som han intet havde tilfælles med, udover deres psykiske lidelser.
”I voksenpsykiatrien kom jeg jo ind med nogen, som havde været on-off indlagt i 35 år, som havde den samme diagnose som mig selv. For eksempel, nogle troede så, at de var Hitler.
Altså sådan ægte, at de tænkte, at de var Adolf Hitler, ikke? Og vi blev så i en eller anden grad behandlet ens, fordi vi havde samme diagnose.”
23.584 indlagte patienter i voksenpsykiatrien
I 2017 var der ifølge Psykiatrifonden 23.584 indlagte patienter i voksenpsykiatrien, og næsten hver fjerde indlæggelse blev fulgt af en akut genindlæggelse inden for 30 dage efter udskrivelsen.
Omkring 12% af den danske befolkning var i 2016 i medicinsk behandling med lægemiddelgrupperne: antidepressive og antipsykotiske lægemidler, ADHD-medicin, beroligende medicin og sovemedicin.
Væksten for voksenpsykiatrien i perioden 2013-2017 var 14,5%, og disse tal fortsætter med at stige stadigvæk.
Rettes blikket mod uddannelse og arbejde inden for de psykisk syge unge, var omkring 60% af unge med psykisk sygdom i alderen 18-29 år i uddannelse eller i beskæftigelse i 2017. Blandt alle danske unge i den aldersgruppe er ca. 80% i uddannelse eller i beskæftigelse.
I alderen 18-64 år er 70% af danskerne tilknyttet arbejdsmarkedet. Hos personer med psykiske sygdomme falder tallet til kun 20%.
Statistikker og tal stammer fra Psykiatrifonden (Tal og fakta om psykisk sygdom i Danmark, 2021 og Sundhedsstyrelsen.)
Brud med psykiatrien
”Jeg havde selvmordstanker rigtig meget. Nogle ville nok også sige selvmordsforsøg og sådan noget.”
Efter 10 år ind og ud af psykiatrien ender det med, at Emil stopper med at blive medicineret, og dermed også stopper sin behandling på psykiatrisk afdeling. Det skete på baggrund af hans eget initiativ.
Sidenhen har Emil taget en uddannelse på Recoveryskolen i Aarhus. Uddannelsen bruger han til at arbejde som peer-medarbejder, hvor han hjælper unge mennesker med psykiske lidelser. Motivationen kom på bagkant af, at Emil gjorde op med sig selv og hans rolle indtil videre i psykiatrien.
”Nu har jeg brugt 35 år på, at det bare handler om mig, og at jeg skal have det bedre, og hele verden var imod mig … Så sådan, okay, fint. Nu må jeg gøre et eller andet for andre, jeg skal prøve i hvert fald, og det har så vist sig at være brugbart.”
Feedbacken, som Emil får i sin dagligdag fra de patienter, som han hjælper, er for det meste kun positiv. Han oplever, at han har mulighed for at møde patienterne på en anden måde end det øvrige personale.
Han oplever også, at psykiatrien udvikler sig i en positiv retning og er forbedret siden, han selv var indlagt.
”… psykiatrien, til trods for alle de ting man hører, faktisk udvikler sig positivt med mere engagement og flere alternative tanker.”
Emil oplever, at han som peer-medarbejder forstår patienterne, og at det kan hjælpe ham med at støtte dem på en anden måde end f.eks. en sygeplejerske kan.
”Jeg får at vide af både patienter og personale, at det er helt fedt, at jeg er der … Der er nogle, der eksplicit har sagt ’det er fedt at snakke med dig, fordi jeg behøver ikke at sige halvdelen af det’.”
Recoveryskolen og peer-uddannelsen.
Marianne Honoré Andersen er underviser på Recoveryskolen i Aarhus, og hun oplever, at efterspørgslen på peer-medarbejdere er voksende.
”Der er en ret stor efterspørgsel, vi oplever faktisk, at mange af dem, som gerne vil videre ud og arbejde som peer-medarbejdere, som tager uddannelse, de kommer også videre ud i arbejde, både i Region, men også i kommunerne, så der er en efterspørgsel, og der er også en stigende efterspørgsel, fordi vi kan mærke, der sker noget indenfor området.”
På skolen bliver der i gennemsnit uddannet 16 peer-medarbejdere om året. Uddannelsen er et kommunalt tilbud, som er finansieret gennem kommunerne og regionshospitalerne. Uddannelsen er bygget op af 13 ugers teoretisk undervisning, efterfulgt af 78 timers praktik. På Skejby hospital er der ifølge Marianna Honoré Andersen ansat omkring 30 peer-medarbejdere. Recoveryskolen oplever også interesse for peer-medarbejdere fra det nye hospital i Gødstrup. De alternative behandlinger udbredes mere og mere i psykiatrien, og regionernes arbejdspladser i psykiatrien følger med i denne forandring.
Marianne Honoré Andersen fortæller:
”Det hører vi også mere og mere ude fra arbejdspladserne, at der sker noget i den måde, vi måske tænker om tingene på, den måde vi taler om tingene på, og den måde vi tror på, at mennesker kan komme sig.”
I 2021 fik peer-medarbejderne også en overenskomst gennem FOA, som blandt andet sikrede dem en bund i deres dispensation. Overenskomsten omfattede også muligheden for at starte på tre forskellige grundløn, alt efter erfaring og uddannelse.
Bitter til brugbar
”Hvis jeg kan, vil jeg prøve at være en af dem, som så rent faktisk prøver at forstå en, som jeg også havde haft brug for selv.”
For Emil har jobbet som peer givet ham muligheden for at få en bedre afslutning på hans rejse gennem psykiatrien. Da Emil første gang stoppede sin behandling i voksenpsykiatrien, svor han, at han aldrig skulle tilbage til psykiatrien. Det har sidenhen ændret sig som et resultat af hans rolle som peer. For ham er det vigtigt, at han tager sin opgave alvorligt, samtidig med at han også selv bliver taget alvorligt.
”Jeg tænker meget over, at jeg ikke provokerer psykiatrien på mange planer, og det har jeg det også fint med, for det handler også om at holde mig i en position, hvor jeg ikke bliver bedrevidende, eller alvidende, eller en eller anden idiot, der har rigtig mange holdninger til, hvordan en skizofrenipatient burde håndtere.”
Når Emil møder en patient, er han klar over, at personen er meget mere end bare en diagnose. Det er noget, han har taget med sig fra sin egen tid som patient i psykiatrien, og det bruger han i dag i sit arbejde for at kunne hjælpe andre bedst muligt.
”Altså, jeg har en generel følelse af, at jeg har levet to liv. Altså, det føles, som om jeg står og kigger på det andet liv.”
Chefsygeplejerske ser udfordringer
Birgitte Kibenich er chefsygeplejerske og ansvarlig for psykiatrisk afdeling på Svendborg Sygehus, og hun har arbejdet indenfor psykiatrien i mere end 40 år. Hun har haft tæt samarbejde med peers på afdelingen, både som chef, men også side om side med dem på afdelingen.
Birgitte Kibenich anerkender den stigende efterspørgsmål og den funktion som peers har på afdelingerne. Samtidig ser hun også en række udfordringer, som kan hæmme peers’ og deres funktion. En af disse udfordringer er manglen på en passende dispensation. Birgitte Kibenich fortæller: ”Det er, fordi man har forhandlet det således, at alle peers, de skal være inden for FOA og den overenskomst, ligesom serviceassistenter, for eksempel, så det er en meget, meget lav løn, det er den laveste løn i sygehusvæsenet faktisk.”
Ifølge Birgitte Kibenich kan den lave løn resultere i en begrænsning af den type medarbejder, som vælger at takke ja til at arbejde som peer. ”Man skal være meget opmærksom, fordi det gør jo også, at det bliver virkelig svært at rekruttere nogen, hvor det giver mening for dem at være peers, og der er mulighed for at vi mister nogle mere kvalificerede personer.”
En anden udfordring, som chefsygeplejerske ser, er at nogle tidligere patienter muligvis tager nogle personlige, tidligere erfaringer med sig i deres rolle som peer. Problemet opstår, når erfaringerne ikke er hensigtsmæssige for de aktuelle patienter på afdelingerne. ”Altså, hvis du har en peer-medarbejder, som er meget imod medicin, så kan man jo godt stå i nogle faglige dilemmaer, og der er man jo nødt til at spille sammen, som peer-medarbejder og system.”